Husdyr står for omkring en tredjedel af verdens samlede proteinforsyning, men produktionen foregår under meget forskellige forhold. En ny rapport fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, viser, at husdyrsystemer både bidrager forskelligt til fødevarer og økonomi – og har forskellige styrker og belastninger.
Rapporten skelner blandt andet mellem blandede plante- og husdyrbrug, fjerkræproduktion, græsbaserede systemer, svineproduktion og feedlots, hvor dyr opfedes intensivt. De to største bidrag til proteinforsyningen fra husdyr kommer ifølge FAO fra blandede plante- og husdyrsystemer og fjerkræ. Hver står for omkring 30 procent. Svineproduktion bidrager med 19 procent, græsning med 12 procent og feedlots med 3 procent.
Tallene handler om andele af den globale proteinforsyning fra husdyr ikke om andele af al verdens protein. De viser samtidig, hvorfor husdyrproduktion ikke kan beskrives som én samlet produktionsform. Et blandet brug, hvor afgrøder og dyr indgår i samme drift, har andre forudsætninger end en intensiv produktion eller et system, hvor dyrene hovedsageligt græsser.
FAO’s generaldirektør Qu Dongyu peger på, at husdyr kan passe ind i mange forskellige landskaber.
»De mange racer og arter af husdyr på vores planet kan trives i en bred vifte af miljøer«, skriver han i rapportens forord.
Han fremhæver samtidig, at sektoren skal håndtere udfordringer som afskovning, brug af jord og vand, drivhusgasudledninger, dyresundhed og dyrevelfærd.
Rapporten peger også på forskelle i klimaaftryk alt efter, hvordan påvirkningen opgøres. Husdyrsystemer står samlet for omkring 12 procent af menneskeskabte drivhusgasudledninger. Systemer med lavt input og få dyr pr. areal udleder typisk mindre pr. fladeenhed, mens systemer med højt input generelt har lavere udledning pr. kilo produkt eller råprotein. Det er derfor vigtigt at skelne mellem belastning pr. hektar og belastning pr. produceret enhed, når systemerne sammenlignes.
En stor del af husdyrproduktionen bliver i de nationale og lokale fødevaresystemer. FAO anslår, at 15 procent af kødet, 12 procent af mælk og mejeriprodukter samt 3 procent af æggene handles på tværs af landegrænser. Det betyder, at produktionen først og fremmest spiller en rolle på hjemmemarkederne, hvor den også kan være knyttet til lokale arbejdspladser og indkomster.
Husdyr kan desuden udnytte ressourcer, som mennesker ikke spiser direkte, og levere gødning og andre råvarer til bioøkonomien. Men hvor stor en gevinst det giver, afhænger af foder, drift og lokale forhold. FAO’s hovedpointe er derfor, at bæredygtighed og fødevaresikkerhed bør vurderes ud fra det konkrete produktionssystem frem for at behandle hele husdyrsektoren ens.
Artiklen bygger på FAO’s omtale af rapporten og rapporten Contribution of the livestock sector to food security and sustainable agrifood systems.