Regenerativt landbrug kan fylde meget omkring et mødebord og langt mindre i hovedet på den, der køber aftensmad. Den afstand er blevet et centralt spørgsmål for virksomheder, som vil bygge en forretning på dyrkningsformen.
Ved et møde hos DLF Seeds satte Alliancen for Regenerativt Landbrug fokus på økonomien bag ambitionerne. Landbrug & Fødevarers omtale fra 15. september beskriver især tre udfordringer: kundernes forståelse, forsyningssikkerhed og udgifterne til dokumentation.
Det er ikke en meddelelse om en ny garanteret merpris til landmanden. Det er et indblik i arbejdet med at få en sådan forretning til at hænge sammen.
Et gammelt tal i en aktuel debat
På mødet fremhævede forbrugersociolog Nina Preus en analyse, hvor 72 procent ikke kunne forklare begrebet. Undersøgelsen er fra november 2024 og blev offentliggjort i marts 2025. Tallet er altså ikke en ny måling af danskernes viden i september 2026.
»Forbrugernes kendskab til regenerativt landbrug er meget lavt«, lyder konklusionen allerede i overskriften på analysen.
Wilke gennemførte den for Landbrug & Fødevarer blandt 1.510 danskere mellem 18 og 80 år. Deltagerne blev først spurgt åbent. Når de efterfølgende fik svarmuligheder, pegede mange på jordforbedring, sædskifte og biodiversitet.
Omkring hver tredje erklærede sig villig til at betale mere. Det er en tilkendegivelse i et spørgeskema – ikke dokumentation for, at en bestemt vare allerede opnår en højere pris i butikken.
Værdien kan ligge før butikken
På alliancemødet handlede argumenterne også om virksomhedernes adgang til råvarer. Nestlés Anna Rise beskrev arbejdet som en investering i et mere robust råvaregrundlag. Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet satte forsyningssikkerhed og risikostyring ind i den bredere udvikling i fødevarekæden.
Der er dermed to forskellige spørgsmål på bordet. Det ene er, om forbrugeren vil betale mere. Det andet er, om en aftager ser en værdi i at sikre sin fremtidige forsyning. Et nej til det første er ikke automatisk et nej til det andet.
Hvem betaler for beviserne?
Deltagerne pegede samtidig på, at registrering og måling tager ressourcer. Fælles metoder blev fremhævet som en vej til at begrænse dokumentationsarbejdet.
For en landmand, der får tilbudt et samarbejde, gør det aftalens detaljer interessante: Hvilke ændringer forventes? Hvem betaler for målingerne? Hvor længe gælder aftalen? Og er betalingen knyttet til en indsats eller til et målt resultat?
Det er spørgsmål, som bør besvares i den konkrete aftale. Et grønt begreb kan åbne en samtale. Det kan ikke alene betale regningen.